Dagen derpå

Hvad skal der dog blive af mig?

tumblr_nxzwqk6KRZ1sxc5iso1_1280

Jeg sidder idag med tårer ned af kinderne og skriver dette meget personlige indlæg.
Jeg læser jo HF enkeltfag og om blot en måned skal jeg op til eksamen. Jeg er så nervøs for eksamen, og jeg er begyndt at tvivle på om jeg kan klare HF. Jeg er en person som ekstremt hurtigt bliver træt og jeg mister meget nemt koncentrationen – derfor ved jeg ikke om jeg overhovedet egner mig til at læse. Jeg ved bare ikke hvad der så skal blive af mig? Jeg har altid haft den tilgang at “jeg tager det som det kommer.” men efterhånden er jeg blevet 19 år og jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre med mig selv – hvad der skal blive af mig.
Jeg føler slet ikke at jeg ved nok om psykologi til at kunne gå op til en eksamen og når dette fag er afsluttet, så skal jeg jo videre til et nyt fag – og en ny lang kamp for at koncentrerer mig om læsningen.
Jeg føler mig som et mislykket tilfælde og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre i udannelsessystemet, og hvordan jeg en dag skal kunne få en udannelse og forsørge mig selv. Jeg misunder så voldsomt dem der nu er færdige med en gymnasiel udannelse, og kan komme ud og lave alt det sjove som de selv vælger. Jeg kan ikke holde ud at sidde med næsen nede i en bog og jeg bliver skoletræt når jeg har studeret i en uge.
Er der andre som oplever det samme som mig?
Hvor ville det egentlig være skønt at være royal – så kunne man undgå at skulle tage stilling til så mange ting.
Og hvis jeg dropper HF nu, så føler jeg vitterligt at jeg giver op og at jeg endnu engang står i et tomrum uden anelse om hvad jeg så skal gøre.
Jeg ved ikke om jeg noglesinde opnår de drømme  jeg har og om jeg noglesinde bliver rigtig glad for min tilværelse og det er virkelig hårdt at have den tanke.
Hvad skal jeg dog stille op…

bloglovin follow1

   

18 kommentarer

  • Lotte

    Arg hvor jeg kender det!
    Jeg er 23. Har godt nok (med nød og næppe) overlevet den 3 årige hhx, ville lige have et sabbat år, som blev til et mere. startede på uddannelse, droppede ud, startede på ny, droppede ud igen. skole, lektier, bøger, det siger mig intet. jeg ANER heller ikke hvad jeg skal stille op 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • En læser :)

    Hej Alberte
    Jeg har fulgt din blog i et stykke tid, ikke fordi jeg har særlig meget forstand på mode og den slags men fordi jeg rigtig godt kan lide din blogs ærlighed; at du tør skrive helt åbent om mange af de ting, som jeg personligt ikke synes mange modebloggere gør – fx din angst og nedture, så som magtesløsheden du føler ved at tage HF. Det er seriøst sejt og beundringsværdigt, og det skal du lige ha’ credit for! 🙂 Mht. HF og din psykologi eksamen, så er mit råd: træk vejret roligt og tag en dag af gangen – for ja, en HF uddannelse kan være rigtig hård, især hvis der også er nogle personlige udfordringer der spiller ind. Da jeg skulle op til mine HF eksamener så oplevede jeg nærmest også en angst følelse og havde generelt en del ting on my mind men bare det at kunne få sig selv til at kæmpe igennem en eksamen, er en virkelig personlig sejr – især hvis man har sine personlige, svære bump på ens vej. Trust me, jeg tror du vil takke dig selv for at hænge ved og læse op til eksamenerne stille og roligt – bare gør dit bedste! Og mht selve psykologi eksamen så var min egen erfaring faktisk at det var den “bedste” eksamen, da det var meget afslappet og mere var en slags “hygge snak”, ja selvfølgelig om psykologi men det var ikke så slemt som jeg havde frygtet. Håber det her indlæg har kunnet hjælpe lidt. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg tror at de fleste oplever at have det ligesom dig, et eller andet tidspunkt i sit liv. Jeg blev selv færdig med STX i 1014. Jeg er virkelig ikke den boglige type! Jeg kan ikke koncentrere mig lang tid af gangen, og jeg kan ikke sidde stille i så lang tid. Jeg tænkte virkelig også “hvad skal der dog blive af mig!?”. Jeg følte mig for dum til alt. Derfor tog jeg et sabbatår for at finde ud af hvad jeg ville, men jeg var stadig meget i tvivl da året var omme. Men pludselig fandt jeg ud af hvad jeg ville, og hvad der var den rigtige vej for MIG at gå. Når fx ens ældre søskende alle sammen har gået på uni, kan man godt have rigtig høje forventninger til sig selv. Men jeg fandt bare ud af at det rigtige for mig, det var noget helt andet. Som ikke krævede en gymnasial uddannelse. Så mit råd er bare at prøve at “slappe af”, for jeg er sikker på at det nok skal komme. Og måske er HF bare slet ikke det rigtige for dig, når det kommer til stykket. Men det er en god ting at have. Jeg er i hvert fald glad for at jeg tog STX, selvom jeg ikke skulle bruge det til noget. 🙂 Og jeg var selv oppe i psykologi til min sidste eksamen. Jeg sad og græd og græd dagen før… Men det var SLET ikke så slemt som jeg troede.
    Jeg håber at det hjalp, bare en lille smule. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror ikke man kan undgå at stå med en følelse af afmagt, når det kommer til eksamener, men du skal nu nok klare den. Det er helt normalt at være bange for sådan en omgang, men du skal nok klare det 🙂 Det vil i hvert fald være spild af tid, energi og arbejde at droppe ud nu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tobi

    Måske er det bare ikke en god ide for dig at gå den vej? Det lyder ikke som om, at det er godt for dig psykisk på den lange bane? Det kan jo også være, at du bare lige skal ind i rutinen med at læse og gå til eksamen. Hvis du tror det, så skal du bare fortsætte. Men jeg ved i hvert fald med erfaring, at det kun bliver sværere videre frem. Jeg har selv måttet indse, at det ikke er mig med alt den læsning og sådan. Jeg sad også med de samme følelser som dig, men det er bare om at finde noget, der passer til din person.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte Whitta

      Jeg tror faktisk du har meget ret. Jeg er også begyndt at overveje om det overhoved er den rette uddannelse for mig. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh Alberte kender det alt for godt selv. Måske vi endda står lidt i samme bås! Som du måske ved så er jeg også igang med HF elearning. Og det er så pokkers hårdt! Jeg har til HF eksamen 4 gange. Og ja 3 af gangene har det gået af lort fordi jeg er så usikker på migselv og fordi jeg er så nervøs. Jeg har så fået nogen piller som virkelig hjælper mig. Betablokker. Jeg skal også til eksamen i december og januar. I 2 fag. Og jeg er rigtig nervøs. Men jeg har virkelig kæmpet i 4 år nu! For at få mig en studenter eksamen fuldført. Så ja det er sved, blod og tårer. Jeg græder tit over det fordi jeg syntes det er så fandens hårdt!! Fordi jeg slet ikke er boglig, og det keder mig!! Så jeg har fandme spildt et par tårer over det. Men du er i hvert fald ikke alene i verden som har det som du he det. Jeg ved hellere ikke hvad jeg skal gøre uden den her uddannelse, for der er ikke noget som tiltaler mig… En lidt rodet kommentar herfra <3 knus fra Juliee!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie B

    Åååhh! Jeg ved lige hvordan du har det! Jeg blev student fra HF i 2014 og jeg var så tæt på at droppe ud en måned inden eksamen. Jeg vil ikke lyve og sige at jeg var lettet og glad for at jeg blev færdig med den. For helt ærligt så hader jeg skolen og den eneste grund til at jeg ikke droppede ud var fordi jeg havde de sødeste veninder i min klasse(vi var 15 piger). Jeg synes virkelig du skal lytte til dig selv! Det kan være svært at finde ud af hvad man vil. Jeg er i mit andet sabbatår og det er lang tid siden at jeg har været i virkelig dårligt humør og zombie(udover de uger hvor jeg arbejder over 40 timer og ikke får nok søvn). Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad jeg vil og jeg er 21 år! Lyt til dig selv! Og slap af du er kun 19! Også ville jeg forslå at høre lægen om der er mulighed for at du kan få noget mod din nervøsitet, evt. Noget natur medicin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Kære Alberte, hvor kan jeg bare relatere helt vildt til det du lige har skrevet, mere end du aner. Du er slet ikke ene om det. Jeg har rykket op i niveau til en ny klasse, og yderligere er vi rykket til en helt ny uddannelse, så ikke bare alene havde jeg en masse at indhente, det var utrolig svært at komme i en ny klasse der kender hinanden og har fundet “deres grupper”. Jeg kom nogenlunde efter det, men pludselig igen er det begyndt at gå ned af bakke, i sidste uge havde jeg krise over alle de ting vi skal nå og de kommende eksaminer. Jeg har været helt nede, følt mig helt tom, ingen ord jeg kunne formulerer til min mor som så bekymret ikke vidste hvad hun skulle stille op. Jeg synes nogle gange det kan være så svært. Jeg skulle bare tage en 2-årig hg og så var jeg færdig, men jeg blev fristet til at udfordre mig selv og tænkte at jeg sagtens kunne klare et niveau højere, men presset var meget størrer end jeg havde forventet. Jeg udelukker visse opgaver, opgiver utrolig hurtigt fordi jeg ingen koncentration har. Jeg føler slet heller ikke at jeg ved nok om det, som jeg snart skal til at gå til eksaminer i, og jeg har så svært ved at se mig selv komme igennem det her, se mig selv på den anden side af alt det her. Jeg får lyst til at give op nogle gange. Du er ikke den eneste Alberte <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • årh smukke selvfølgelig kan du gennemføre det, og jeg er helt sikker på, at du nok skal blive verdens bedste journalist. Op med hovedet, for du er meget bedre, end du tror. Positive vibrationer fra din Nat.

    PS: har du brug for en privatlærer, så har du mit nummer 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg har fuldt din blog længe, men kommenterer normalt ikke – men lige i dag føler jeg en nødvendighed..
    Derudover vil jeg bare tilføje at jeg selvfølgelig godt er klar over at ingen mennesker er ens, og at jeg derfor ikke kan sammenligne min egen situation med din, men for mig at se, virker det som om du giver op uden overhovedet at have prøvet.. Jeg synes det er enormt ærgerligt at give op på forhånd, og havde det været mig, så havde jeg helt sikkert taget den eksamen i strakt arm. Hvis du så derefter kan mærke at det ikke er noget for dig, eller at din nervøsitet har forstyrret så meget at det har ødelagt din karakter, så er det en anden sag. Det vigtigste er selvfølgelig at lytte til sig selv og følge sit hjerte, men med så langt som du er kommet, så synes jeg det er en skam at give op og droppe ud før du har givet det et forsøg..
    Det er selvfølgelig bare min mening, for selvfølgelig kan du klare det!! Alle mennesker møder modgang, men ud fra dine blogindlæg har jeg en positiv fornemmelse af din stærke personlighed.
    Op med humøret, hav en fantastisk aften og held og lykke hvis du beslutter dig for at afslutte din eksamen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Du må ikke give op! Selvom det måske ikke er den rette vej for dig, så er det altid en godt ting at have i baglommen.

    For hver gang du giver slip på noget, bliver det sværere at få det igen, eller at have troen på at man egentlig godt kan.
    Jeg sidder selv i en uoverskuelig situation lige nu på gym i 1.g, og føler overhoved ikke for alle de lektier og afleveringer. Men jeg ved at det er den eneste (eller i hvert fald den letteste) måde hvorpå jeg kan opnå det jeg vil… Så derfor er jeg bare nødt til at kæmpe videre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonymos ( Hvis du kan huske hende ;) )

    Hej Alberte, har ikke været på din blog i en måned, men fik lige en fornemmelse for at alting ikke var så super med dig, og tænkte derfor på at tjekke op, og så læste jeg dette indlæg, og kan virkelig godt forstå dig. <3
    Ja, det kan være meget svært at finde ud af det som ung, men hey siger man ikke, at de fleste af de bedste mennesker ikke vidste var de ville, da de var unge. Det er godt at have håb og drømme, men uanset hvad er det vigtigt med et godt selvværd og en god portion selvtillid. Prøv at få styrket dit selvværd, for det vil hjælpe dig i mange situationer. For på denne måde lærer man også ikke at være alt for hård i mod sig selv, hvilket man sagtens og meget nemt kan være – især i dette samfund, vi har i dag.
    Tænk på hvor mange der står i en situation som din og i en der ser endnu mere håbløs ud, men jeg er ikke i tvivl om, at du en dag nok skal blive lykkelig og få en tilværelse, du er tilfreds med. Husk at man kun er så lykkelig som man selv tillader sig at være.
    Du kan sagtens klare det HF enkelt fag – når det er overstået vil du være stolt. Men jeg kan godt forstå at du kommer i sådan en situation af tvivl, hvilket nok hænger sammen med dine egne forventninger til dig selv og de forventninger du tror andre har til dig.

    PS. Den bedste måde hvorpå man ikke kommer til at tvivle ved sig selv, er ved ikke at sammenligne sig selv med andre. Husk du er god nok og perfekt som du er. Du gør altid dit bedste i de forskellige situationer med de midler du har til rådighed på det pågældende tidspunkt. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte Whitta

      Hold op en velskrevet og super tankevækkende kommentar <3 Tak for din skønne kommentar – den vil jeg tænke over meget længe. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære, søde Alberte.
    Som du nok kan læse i dit kommentarfelt, er du langt fra den eneste, der sidder med disse ulidelige følelser. Og du skal vide, at det er følelser alle har, uanset om de har en diagnose, om de er “raske/normale” (i mangel på bedre udtryk), om de er bogligt anlagte eller ej osv. Det er følelser som alle får, specielt i stressede perioder. Efter jeg dimitterede fra STX, har jeg haft det sådan mere og mere hyppigt, og pt synes jeg hele tiden at have en lille smule stress inde på livet. Det er så ubeskriveligt frustrerende og somme tider går klappen ned, og der skal ingen ting til, før jeg tude brøler og føler at alt ramler om hovedet på mig. Det er en vildt ubehagelig følelse, men samtidig også en uundgåelig ting der hører sig til at blive voksen. Når man er 18-25 år (sådan ca) gennemgår man typisk uddannelse, flytning, løsrivelse fra forældre og hjem og man begynder at udfordre, for ikke at sige presse sig selv med rejser, større valg man begynder at tage, præstationer inden for socialliv, arbejde og uddannelse osv. Med andre ord kommer de her følelser og tidspunkter meget typisk i denne “overgangsfase”, hvor man for alvor er ved at bryde med hjemmet og barndommens tryghed, og skal til at skabe sig sit eget liv og sin egen tilværelse. Mennesket har en indbygget angst for de ukendte, så når vi kaster os ud i noget så ukendt som det at blive voksen, bliver vi stressede og bange. Nogen håndterer disse følelser og omvæltninger bedre end andre, men jeg skal da hilse at sige, at jeg er 21 år, gennemført STX, har arbejdet i 2 år som lærervikar og er påbegyndt mit 3. sabbatår og skal snart rejse til Asien i 2 måneder med en veninde, hvilket er noget jeg aldrig har prøvet lignende. Og jeg føler pt at jeg ikke har styr på en skid! Jeg har skiftet arbejde, der kræver meget mere af mig og derfor har gjort, at jeg pt er ret stresset og har svært ved at slappe af, jeg skal rejse inden for 2 måneder og er vildt nervøs og jeg har ingen idé om hvor jeg er om et halvt år. Jeg er freaked to the bone! Og det skal jeg sige dig, at størstdelen af min omgangskreds, både yngre, jævnaldrende og ældre, har det på samme måde.

    Så bare rolig, søde 🙂 Det skal nok gå. Det her stunder kommer og nogle gange er de værre end andre, og det er helt normalt. Du skal bare vide, at du ik er alene. Stort set alle studerende har disse stunder før eller siden. Bare klø på og gør det bedste du kan, så kan du ik gøre mere. Og husk på: det her er ikke permanent, det er kun en fase, en del af dit liv der fører til en ny del.
    – Et lille tip jeg selv har lært, det er at tænke langsigtet, fokuser på hvor du gerne vil være om 10-20 år. Og hav gerne en nødplan klar, fx har jeg en nødplan, at hvis alt andet kikser, så vil jeg være trucker i USA, eller bo i et skur i vildmarken og leve af urter. At ha sådan en nødplan klar, er en lille trøst. Og lidt sjovt at fortælle andre mennesker i ny og næ ^^

    Så keep on trying, girl. Det skal nok gå 🙂

    Kh. Anna-Sophie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg forstår 110% hvordan du har det! Jeg gik selv på teknisk gymnasium indtil i sommers, med 5 A-fag og hele pisset, og jeg var flere gange sikker på at det ville slå mig fuldstændig i stykker!! Men jeg kæmpede videre og endte sku med klassens højeste snit, fordi jeg virkelig ville vise at jeg kunne! Jeg kan godt forstå din tanke med at du gerne vil være færdig, jeg havde det på præcis samme måde! Og nu sidder jeg her i mit sabbat år og har aldrig savnet skolen så meget. Der er en masse positive ting ved skolen, følelsen af at aflevere en aflevering, læse noget og pludselig forstå det, jeg går og laver ufaglært arbejde og jeg føler virkelig at jeg bliver dummere og dummere for hver dag der går… Så bid i, sådan som jeg ser dig er du en ekstremt sej pige, og jeg tror godt du kan klare det, men på den anden side forstår jeg fuldstændig hvis du dropper ud og starter på noget andet. Man har så mange muligheder, og det er de færreste i vores alder der ikke er helt rundt på gulvet over det, det vil jeg gerne skrive under på! Knus ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej 🙂 Jeg er selv særligt sensitiv og har lidt angst og OCD også. Jeg forstår godt du er lidt bekymret, men jeg er sikker på, at du nok skal klare det. Kærlige knus herfa :blush:

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagen derpå