Rodebjer wishlist

Om at blive stemplet som ‘angst.’

tumblr_ogdbxol9wj1qdsqp6o1_500

Da jeg gik ud af døren til behandlingsstedet i April, troede jeg fuldt og fast at det var et overstået kapitel. Mine forældre havde sagt at jeg måske skulle fortsætte behandlingen lidt længere, men jeg var sikker på at de fire måneders behandling jeg havde fået var nok. Men det var det bare ikke alligevel.
Jeg snakker selvfølgelig om mit forløb i gruppeterapi.

Det er ikke nogle hemmelighed at dette efterår har været en stor mundfuld for mig. Jeg har ligget syg af flere omgange og så oplevede jeg et meget stort og intenst angstanfald i forbindelse med højskole-start. Flere har iøvrigt spurgt ind til om jeg stadig går på højskolen og det har jeg svaret på HER 🙂

Jeg har været bange for at fortælle om gruppeterapien herinde, for jeg er altså blevet lidt mere privat med årene og jeg vil helst ikke have sat angst-labels på mig – selvom det jo er det jeg har.
Jeg har taget mig i at begynde at fortælle mig selv at jeg er stresset. Jeg synes at ordet ’stress’ er en smule mere accepteret i samfundet, end angst er og jeg tror at det er fordi at der er så ekstremt meget fokus på stress, da det er en lidelse som rammer rigtig mange. I den tid jeg har haft angst-lidelsen er der også kommet radikalt mere fokus på lidelsen (dengang jeg fik diagnosen, vidste jeg ikke hvad angst indebar) men der er stadig lang vej endnu og jeg kunne godt ønske, at man blev mødt med samme forståelse, som folk der er ramt af stress. Forskellen er i virkeligheden ikke så forfærdeligt stor og symptomerne kan i mange tilfælde være de samme.

Generelt er jeg kun blevet mødt med positive tilbagemeldinger, når jeg har sagt at jeg er angst. Og jeg forsøger også at være meget åben omkring det, for det er den eneste måde man kan få brudt tabuet. Men noglegange er jeg altså også bare træt og gider ikke være ‘hende den angste’ – for selvom det ikke burde være sådan, så forbinder nogle folk angst med at være svag – man er sårbar og man skal beskyttes og pakkes ind. Og i virkeligheden er det eneste man ønsker, at folk møder en med samme normalitet, som hvis man havde fortalt dem at man havde et brækket ben. “Nå, du har angst, det må være hårdt. Skal vi tage en kop kaffe på Original Cofee?”

Jeg siger ikke at folk skal ignorerer ens angst, for man har jo også brug for nogle særlige hensyn, når man har den lidelse. F.eks. kan man have brug for forståelse, når man fortæller at man ikke kan mødes idag, fordi angsten er for slem. Men når angsten ikke raser indeni en, så har man også brug for at føle sig normal – for det er man også. Man har en angst lidelse, man ER ikke sin angst-lidelse. Man er så meget mere.

xx Whitta

bloglovin follow1

3 kommentarer

  • <3 <3 Det er fedt du deler din historie. Så os der ikke lider med det i vores hverdag kan få en større forståelse for, hvad det rent faktisk betyder at leve med hver dag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte Whitta

      Tusind tak for kommentaren søde Eline! <3 Jeg er glad for at man også kan få noget ud af det, selvom man ikke selv har angst. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt at du deler din historie med os. Som du selv siger er der ikke lige så mange som taler åbent om angst som eksempeltvis om stress, så det er godt at du kan sætte ord på nogen af de følser du har omkring det. Selv om at de fleste nemmere kan snakke om stress end angst, så skal man altså også huske på at angst kan være forårsaget af stress. Tak for dit indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rodebjer wishlist