5 ting jeg ville ønske at folk lærte, NU!

Being an adult… and shy as fuck

source

Der er noget super nuttet og cute over små børn der er generte. Da jeg var lille gik min mor altså med mig over til børn jeg spottede på ferier eller til andre arrangementer, og spurgte på mine vegne om de ville lege. Super nemt og ligetil.

Men det der med at være voksen og genert er ikke helt ligeså nuttet. Jeg kæmper virkelig med det og jeg kæmper med det i stilhed, for hvis jeg siger højt:” Jeg er lidt genert.” Så frygter jeg lidt at blive mødt med undren. Engang åbnede jeg faktisk munden og fortalte helt ud af posen at jeg var genert, og svaret tilbage blev:” Jeg er ikke farlig, du behøver ikke være genert overfor mig.” – og det var egentlig et dejligt svar, men det viste også tydeligt at personen ikke helt forstod hvad det betyder at være genert. For min generthed handler ikke om den person jeg møder, men det handler om mig selv. Det handler om min kæmpestore frygt for at sige det forkerte, at blive dømt eller det allerværste – at personen ikke skulle kunne lide mig.

Jeg kæmper i øjeblikket med at ‘embrace’ min generthed. At accepterer den som en del af min personlighed. Det er bare så forbandet svært at omfavne et karaktertræk, som man i bund og grund er bange for at andre vil se som en kæmpestor belastning.

Lige nu er min største frygt hvordan denne generthed vil blive modtaget på arbejdsmarkedet. Jeg er så heldig at have veninder, som jeg ikke længere er genert overfor og jeg har også et godt netværk med personer jeg også taler rigtig godt med. Men jeg er bange for at det sted hvor det er allervigtigst at være ressourcestærk og bevise sit værd – nemlig arbejdspladsen – vil være det sted hvor genertheden topper, fordi det er så vigtigt for mig at gøre det hele perfekt og give et godt indtryk. Og det er som om at jo mere der er på spil for mig, jo mere går jeg i baglås og bliver genert. Kender I det?

Det var et meget personligt skriv, så jeg håber lidt på at I kan supplerer med nogle af jeres egne oplevelser. Det ville hjælpe mig så meget ikke at stå med alle de tanker alene.

xx Alberte

   

5 kommentarer

  • Maria

    Jeg vil ikke sige så meget – udover at jeg har det fuldstændig på samme måde! Jeg er super genert, og jeg tænker over det og kæmper med det hver evig eneste dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte Whitta

      Ja, det kan virkelig være en kamp! Især når man ikke rigtigt accepterer det, men forsøger at kæmpe imod det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har også altid været meget genert, og jeg har altid gået rigtig meget op i, at folk opfatter mig som en “sej” person. Jeg er dog ved at nå til et punkt, hvor jeg er begyndt at være lidt mere ligeglad, jeg vil hellere skabe et dårligt indtryk ved det første ord, end at skabe en facade og udskyde det dårlige indtryk til når man har brugt en masse energi på at forsøge at få folk til at lide en.. Ved ikke om det gav mening haha

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vanjas

    Har det lidt på samme måde. Er mere usikker på studiet end ellers – netop fordi at dér kræves noget af mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Jeg er også selv genert og introvert, og fik engang at vide af en kollega, at jeg var stille og aldrig sagde noget. Det er meget hårdt og rammende, når man virkelig kæmper for ikke at blive stemplet som “den stille pige”.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting jeg ville ønske at folk lærte, NU!