Parisienne eller det lille hus på prærien

Så tog livet en uønsket drejning…

tumblr_ofrd0m44hq1riowtoo1_r1_500

Jeg har 1000 gange tænkt på at sætte mig og skrive dette blogindlæg. Og hvergang er jeg blevet helt deprimeret over udsigten til det. Jeg gider nemlig ikke den fortælling om mig selv. Den ikke-succesfulde fortælling. Jeg vil jo så gerne omskrive min historie og lade den ende med en happy ending. Jeg synes jeg har oplevet nok modgang efterhånden – og jeg synes det er så pisse uretfærdigt.

Jeg havde glædet mig så forfærdeligt meget til at få en normal hverdag med et 9 til 17 job, og jeg havde glædet mig så forfærdeligt meget til at kunne få fred fra alle hvad-så-nu-tankerne. Jeg havde bare glædet mig så forfærdeligt meget til at leve et helt normalt liv, uden evige bekymringer og ubehag i sin egen krop. Beklager alt det ynk – men det er sådan jeg har det indeni.

Og nu ligger jeg her. Syg på 4. eller 5. uge (har ikke helt styr på det) og jeg er kastet tilbage til der hvor jeg var for flere måneder siden. Jeg har været nødsaget til at frasige mig jobbet hos Alt for Damerne, og nu ligger jeg og har kvalme og hovedpine – værst om morgenen og formiddagen. Kvalmen er så intens at jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop, og jeg er kommet på nogle stærke kvalmestillende piller – men de virker bare ikke på mig. Jeg vågner hver morgen ved 5-tiden med en kvalme som er så slem at jeg ikke kan sove fra den, og først ved 9-tiden har jeg det godt nok til at kunne fortrænge kvalmen og sove fra den.

Jeg vil på den ene side gerne tilbage og blogge, og på den anden side magter jeg ikke at blive ved med at være ‘hende bloggeren’ som ikke bruger sit liv på andet end bloggen. Det er der jo ikke nogle fremtid i. Jeg vil så gerne lykkedes med noget – og lave noget jeg kan være mega stolt af.

2. August var jeg til møde med min psykiater. Jeg har gået i et gruppeterapi-forløb det sidste halve år, og til dette møde kunne min psykiater nu fortælle at deres meget grundige test viste at jeg var angstfri. At jeg simpelthen ikke længere har diagnosen.
Jeg svævede ud af bygningen og var ved at græde af glæde. Om et par uger skulle jeg starte på mit drømmejob, som ville give mig den tryghed og sikkerhed jeg higer efter – og så endda kureret for den sygdom jeg har lidt af de sidste syv år. Og så vælter det hele igen, efter et par dage.

Jeg er så rasende og ked af det, og jeg kan slet ikke se meningen med noget som helst. Og så er jeg skuffet. SÅ skuffet.

Beklager det meget deprimerende indlæg, men jeg synes I fortjener en forklaring på den sidste måneds fravær. Jeg vil  gerne tilbage til bloggen og jeg har faktisk en del ideer til blogindlæg. Det er bare som om at bloggen minder mig om alt det som nu er gået galt.

Jeg vender tilbage snart.
Jeg håber at I stadig er derude og vil vente på mig.
xx Alberte

6 kommentarer

  • Christina

    Du er meget hård ved dig selv. Jeg har et “normalt” liv med et normalt arbejde og jeg misunder altså dit bloggerliv. Tænk en frihed det må være at være sin egen chef. Jeg håber at du kommer op til overfladen igen hurtigt og måske får sænket ambitionerne lidt. Det er super fedt det du allerede har kørende. Hilsen en trofast bloglæser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte Whitta

      Tak for din søde besked. Det sætter lidt nogle ting i perspektiv for mig. <3 Knus, og tak for din trofasthed – den sætter jeg ekstremt meget pris på <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Hej Alberte. Jeg har flere gange tænkt hvordan du havde det. Især fordi du som du også nævner pludselig var fraværende på sociale medier i flere uger.. Jeg er ked af at høre, at du har været nødsaget til at frasige dig jobbet. Du havde om nogen fortjent det, men jeg er sikker på at alt nok skal løse sig i sidste ende. Det gør det 99 % af gangene. Og så et råd jeg har fået fra mange voksne: “Det er aldrig for sent” . Er sikker på at der nok skal komme noget til dig, hvor du kan få en “normal” hverdag. Jeg sender dig gode tanker. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig god bedring – jeg føler virkelig med dig. Kan godt forstå, at det hele er lidt trist lige nu, men jeg er sikker på, at du nok skal komme ovenpå på et tidspunkt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor gør det ondt at læse. Jeg håbede på, at du var væk fra bloggen, fordi det nye arbejde gik godt. Øv :'( Du må ikke være så hård ved dig selv og så ønsker jeg, at det går dig bedre hurtigst muligt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • laura

    Jeg håber virkelig, at du får det bedre <3 Er virkelig ked af det på dine vegne, at du måtte opsige dit job. Jeg har selv været igennem det, og det er så hårdt, når man virkelig gerne vil, men ikke kan. Ønsker dig alt godt på din vej <3 tingene skal nok blive bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Parisienne eller det lille hus på prærien