En undskyldning

For et par timer siden skrev jeg et indlæg om en fyr jeg har datet. En fyr som valgte at slutte det. I indlægget skrev jeg nogle ting om ham og om vores relation. Indlægget skrev jeg kort efter vores diskussion – en diskussion hvor han havde kaldt mig nogle ting som havde gjort mig enormt såret og ked af det. I stedet for at tage den med ham, så lavede jeg et blogindlæg. Super umodent og super dårlig stil af mig.

Det er slet ikke mig at gøre sådan noget, og jeg holder altid andre mennesker ude af mine blogposts – netop for at være et ordentligt menneske. Jeg var bare så enormt såret og ked af det og vidste ikke hvor jeg skulle placerer alle de følelser henne, og så glippede den, og det gik udover en ellers sød og sympatisk mand. Og så vidste jeg jo godt at det var slut imellem os og at han havde afskrevet mig helt, og så fik jeg nok ubevidst sørget for at smadre det helt og holdent.

Postet her har ikke rigtigt nogle pointe eller mening. Jeg tænkte bare at de af jer, som trods alt nåede at læse det, skal have en forklaring – også på hvorfor indlægget ikke er her mere. Indlægget er taget ned, fordi det blev skrevet i et øjeblik af vrede og ked af det hed, og fordi at det er unfair at udgive sådan en historie, når der ikke er en modpart til at give sin egen version – for der er altid to versioner i sådan en sag.

Jeg føler mig forvirret og nedtrykt i disse dage, og situationen med ham her, har gjort mig mere ked af det end jeg lige havde turde indrømme overfor mig selv. Jeg knytter mig for hurtigt til mennesker, og det vil jeg arbejde med nu, og et godt stykke tid frem.