Let’s talk // Når en lærer svigter

tumblr_ohwykjyrhi1uvo26yo1_1280

Når jeg skriver dette er det søndag og søndag er en dag som er perfekt til reflektioner. Jeg er alene hjemme i min families store hus og jeg har en kop te ved min side og derfor tænker jeg at det er en perfekt dag at fortælle om det største svigt og den største skuffelse jeg har oplevet fra et voksent menneske – min folkeskolelærer. Den lærer er en af årsagerne til at jeg får ondt i maven hver gang jeg cykler forbi min folkeskole, som desværre ligger et par gader væk fra der hvor jeg bor.

Jeg fik angst i slutningen af 5. klasse. Det voksede sig kun større i starten af 6. klasse. Jeg meldte mig ofte syg fra skole og det vendte sig i min mave hver gang jeg skulle derhen. Jeg kom derhen engang imellem, men nogle morgener kunne jeg ikke. I min klasse var der en pige som boede tæt på den lejligheden min familie og jeg boede i på daværende tidspunkt. Hun var en  god veninde og hver morgen aftalte vi at mødes klokken kvart i otte foran den Jyske Bank som lå på hjørnet, for at følges i skole. Den aftale lavede vi, fordi det var nemmere for mig at komme derhen med hjælp fra hende. Idag er jeg virkelig taknemmelig for at vi kunne gøre det, for hun var i virkeligheden den største årsag til at jeg formåede at kæmpe.

Efter flere angstanfald begyndte jeg i terapi. Hen over efteråret i 6. klasse blev det mere og mere ufordrende for mig at komme derhen. Der var netop startet en ny dreng i klassen og den nye klasse-dynamik som naturligt kom, gjorde mig mere nervøs. Samtidig havde klassen en lejrskole-tur i starten af 6. klasse, hvor jeg ikke turde at komme med, og efter den lejrskoletur var der en masse interne ting jeg ikke kunne deltage i og det fik mig til at føle mig enormt udenfor og angsten blev endnu større.

Jeg var frygteligt flov over at have angst. Jeg skammede mig noget så forfærdeligt og jeg var bange for hvad folk ville tænke hvis de vidste det. Jeg var bange for at de ville tage det personligt og tænke at jeg ikke brød mig om dem og at jeg derfor ville komme til at føle mig mere udenfor end jeg i forvejen følte.

Derfor bad vi min lærer om at holde det hemmeligt. At jeg kæmpede med at komme derhen hver morgen skulle ikke frem og når folk spurgte hvorfor jeg ikke kom i skole, så skulle historien være at jeg var syg.

I oktober måned gik jeg en tur med en veninde fra klassen. Selvom jeg ikke kom i skole, var der et par veninder fra klassen som jeg stadig turde at mødes med. Jeg var altid angst når jeg skulle mødes med mine veninder, men de tætteste kæmpede jeg alligevel for at få set. Min veninde kunne på gåturen fortælle hvordan min lærer forleden dag havde fortalt hele klassen at jeg havde angst og at det var derfor jeg ikke kom i skole.

Da mine forældre hørte det, kontaktede de skoleinspektøren for at fortælle om dette brud på tavshedspligten, og skoleinspektøren tog min lærer til side. Til dette møde nægtede min lærer at han havde sagt det.

Hvorom alting er, så vidste alle i klassen at jeg havde angst og alle som jeg skrev til, fortalte at det var min lærer som havde sagt det i plenum.

Efter dette chok kom jeg ikke tilbage til klassen. Min aller dybeste hemmelighed var kommet ud, og jeg følte mig så flov. Jeg ville ikke kunne se nogle af mine klassekammerater i øjnene, for jeg skammede mig noget så forfærdeligt – og jeg ville for alt i verden ikke være ‘hende med angst’.

Jeg begyndte at få hjemmeundervisning og efter lidt over et halvt år, formåede jeg at kæmpe mig tilbage i skolen. Jeg startede dog i parralelklassen til den klasse jeg gik i før. Dette gjorde jeg også, fordi jeg var så flov over den måde jeg stoppede på.

Det er vigtigt at fortælle om sin angst til dem man kender, men det skal ikke ske før man er klar til det. At min lærer valgte at tale om mig og min angst, uden jeg vidste det og uden jeg var der, føltes som et kæmpe overgreb og idag er jeg så sur og bitter, for hvis han havde ladet mig bestemme tempoet, så havde jeg nok med mine veninders hjælp, kunne kæmpe mig tilbage.

Vigtigheden af en god lærer i folkeskolen er slet ikke til at beskrive. Da jeg kom ind i en ny klasse fik jeg en helt fantastisk lærer. En lærer som havde humor, autoritet, omsorg og venlighed. Det gav mig selvtillid og jeg fik troen på mig selv tilbage. En god og tillidsfuld lærer kan skabe børn med selvtillid og empati – og det er noget nær det vigtigste man kan få med fra barndom til voksetlivet.

Jeg er rigtig glad for at jeg har fundet min vej, og jeg er næsten angstfri idag, på trods af en lærer der bestemt ikke bidrog til dette.
Jeg ved godt at han sikkert ikke har ment det i en dårlig mening og at han sikkert nægtede overfor skoleinspektøren fordi han blev flov og frygtede for kritik fra sin chef, men jeg tillader mig selv at være vred over det, for nogle ting behøver man ikke tilgive og han kunne have været så vigtig i min kamp mod angsten og det formåede han ikke.

xx Alberte

At leve med IBS

img_0783

Første gang jeg oplevede symptomer på den her sygdom, var tilbage i 2013. Jeg skrev faktisk et blogindlæg om den første gang her.

Jeg lå syg i en uge med en konstant kvalme – dette anfald af konstant kvalme opstod efter et angstanfald fordi jeg skulle starte på efterskole (jeg endte derfor med ikke at starte). Efter tre uger blev jeg rask og mit liv fortsatte som det plejede efterfølgende.

Et halvt år efter i Maj 2014 ramte den slemme kvalme mig igen og det skrev jeg om i indlægget her. Og så igen i August 2014, og siden har det ramt på forskellige tidspunkter og med forskellig varighed.

I efteråret 2014, efter at være måtte droppe ud af noget uddannelse fordi mit fravær blev for stort, besluttede jeg mig for at blive undersøgt i maven og i tarmsystemet (sorry, men dette emne er ikke ligefrem glamourøst eller delikat – derfor har jeg også vedhæftet et billede af mig selv i fin kjole, hehe.)

Desværre viste der sig ikke noget i undersøgelserne, så jeg fortsatte mit liv på samme måde og heldigvis tillod mit liv mig at kunne have en måned med sygdom. Jeg har jo i lange perioder arbejdet som selvstændig, så det med fravær var ligesom ikke en faktor – jeg kunne sidde hjemmefra og arbejde.

Men i efteråret 2016 fik jeg to måneder hvor jeg on and off havde slem kvalme og ubehag og jeg rendte konstant rundt i en slem kvalme-døs som gjorde at jeg knap nok kunne registrerer hvad der skete rundt omkring mig. Lidt kvalme kan man godt holde ud, men når kvalmen er på en 10’er på skalaen, så vil man nærmest hellere være død.

Derfor begyndte jeg at være mere OBS på symptomerne, for at finde ud af hvad det kunne være og det viste sig at når kvalmen kom, så havde det stor sammenhæng med hvad der skete i tarmsystemet. I de gode perioder gik jeg normalt på toilet, og når jeg havde kvalme-perioderne kunne jeg gå på toilet seks gange på en morgen.
Dette gav mig hurtigt mistanken om at jeg var en af dem som led af IBS (irritabel tarm.) Jeg har endnu ikke fået stillet diagnosen på papiret, men lægerne siger at det lyder fuldstændig som om at det er dét der er galt.

Desværre er der ikke så meget at gøre ved IBS, udover at spise på en bestemt måde. Jeg skal derfor næste år igang med noget alternativ behandling, for jeg kan ligenu ikke overskue hvis dette skal være et livsvilkår. Jeg er så ked af det, og bitter over at jeg har måtte give afkald på så meget i min tilværelse, fordi kvalmen bliver så voldsom at jeg render rundt som en zoombie og knap nok kan bevæge mig.
Jeg kan ikke sætte tal på hvor mange gange jeg er gået ned ad vejen med tårer i øjnene, fordi jeg ikke har kunne holde ud at kigge på alle de raske mennesker, som ikke engang aner hvor heldige de er.

IBS er en sygdom som mange får, hvis de i mange år har haft angst. Det skyldes at ens tarmsystem kan tage skade af angstanfald og sætte sig som en permanent lidelse, hvor man kan føle sig oppustet, have slem kvalme, have forstoppelse eller diarre. Angsten og IBS hænger også sammen på den måde at IBS-anfaldende kan opstå hvis man får et angstanfald.

Dette gør også at jeg er bange for at jeg går glip af de store ting i livet. For hvad nu hvis jeg får angst over at skulle giftes, og jeg lige inden brylluppet ender med at ligge mig syg med kvalme i flere uger og er nød til at aflyse brylluppet? Hvis man altid bliver syg når man belaster sig selv psykisk, så rykker man sig jo ikke i livet.

Jeg hader at tænke på hvor meget jeg kunne nå, hvis jeg var rask.

2. Januar skal jeg til en masse undersøgelser på hospitalet og så bliver den endelige diagnose givet.
Men jeg er ikke klar til at leve med den her sygdom – så hvis lægerne giver op, så skal alle andre behandlinger prøves.

Kender I til IBS? Er der nogle af Jer som lever med en kronisk sygdom og som har været nød til at give afkald på store ting i livet?

Jeg er ked af at jeg ikke kan lave et indlæg om hvordan man bliver i stand til at overkomme sine udfordringer og hvordan man trodser kvalmen og ubehaget, men det kan jeg ikke, for ligenu ved jeg slet ikke om det bliver muligt.
xx Alberte

Life-update & giveaway

skaermbillede-2017-12-13-kl-19-12-20

Hej piger! I aften er sidste chance for at vinde et gavekort på 1.000 kroner til Jane Kønig, så skynd Jer ind i dette indlæg og deltag i konkurrencen!

Lige pt. ligger jeg syg, men jeg er heldigvis ved at komme mig lidt, og jeg er klar til på søndag at indtage Paris. I weekenden gjorde jeg noget som jeg aldrig har gjort før – jeg tog nemlig på Tinder-date (og en ret fantastisk en af slagsen), og det var så angstprovokerende at det har sat gang i den sygdom jeg lider af (IBS.) Det er en sygdom som mange med angst desværre får, da maven og sindet høre meget sammen og jeg er desværre en af dem som oplever at den sygdom går i udbrud hver gang at jeg får angst – og så kan jeg ligge syg i én eller to uger, med svær kvalme og ondt i maven. Det er hårdt at skulle give afkald på så mange fantastiske ting i livet, fordi den IBS kommer i vejen. Lige når alt går så godt, så kan jeg blive så forfærdeligt syg at jeg skal ligge i sengen alt for længe. Men jeg går heldigvis i udredning for det nu.

xx Alberte

Older posts