En undskyldning

For et par timer siden skrev jeg et indlæg om en fyr jeg har datet. En fyr som valgte at slutte det. I indlægget skrev jeg nogle ting om ham og om vores relation. Indlægget skrev jeg kort efter vores diskussion – en diskussion hvor han havde kaldt mig nogle ting som havde gjort mig enormt såret og ked af det. I stedet for at tage den med ham, så lavede jeg et blogindlæg. Super umodent og super dårlig stil af mig.

Det er slet ikke mig at gøre sådan noget, og jeg holder altid andre mennesker ude af mine blogposts – netop for at være et ordentligt menneske. Jeg var bare så enormt såret og ked af det og vidste ikke hvor jeg skulle placerer alle de følelser henne, og så glippede den, og det gik udover en ellers sød og sympatisk mand. Og så vidste jeg jo godt at det var slut imellem os og at han havde afskrevet mig helt, og så fik jeg nok ubevidst sørget for at smadre det helt og holdent.

Postet her har ikke rigtigt nogle pointe eller mening. Jeg tænkte bare at de af jer, som trods alt nåede at læse det, skal have en forklaring – også på hvorfor indlægget ikke er her mere. Indlægget er taget ned, fordi det blev skrevet i et øjeblik af vrede og ked af det hed, og fordi at det er unfair at udgive sådan en historie, når der ikke er en modpart til at give sin egen version – for der er altid to versioner i sådan en sag.

Jeg føler mig forvirret og nedtrykt i disse dage, og situationen med ham her, har gjort mig mere ked af det end jeg lige havde turde indrømme overfor mig selv. Jeg knytter mig for hurtigt til mennesker, og det vil jeg arbejde med nu, og et godt stykke tid frem.

Letting go

Når jeg cykler hjem fra arbejde kan jeg vælge to veje. Den ene vej løber langs Øster Anlæg. Den park hvor jeg kyssede min eks-kæreste for første gang. Den anden vej løber langs Torvehallerne, hvor vi havde vores første date. Det er de to eneste veje jeg kan vælge, hvis jeg skal hjem til mig selv. Det er skidehårdt og det er det stadigvæk. Jeg ville så sindssygt gerne slippe af med den tunge klump jeg har i maven. om tolv dage er det en måned siden. Det er som om at jeg bare bliver mere og mere ked af det. For hver dag bliver sandsynligheden for at han kommer tilbage mindre og mindre. Det er så hårdt at give slip på noget som var så rart og så godt. Da vi sad i Øster Anlæg første gang, fortalte vi hinanden at vi ikke ænsede noget af det som skete hvis det var i en radius på mere end to meter fra os. Dengang var jeg så sikker på at jeg var hans store kærlighed og at han var min. At tingene ikke blev sådan som man troede og håbede er næsten ikke til at bære.

Nu bliver det snart efterår og derefter vinter, og så ligner Øster Anlæg alligevel ikke sig selv fra den solrige dag i April, hvor vi sad der. Så bliver det sikkert nemmere.

xx Alberte